USA: Israelsk ministers kommentar oprørende
Det er "oprørende", mener USA, at den israelske justitsminister siger, at et internationalt møde i Rom gav grønt lys til, at Israel fortsætter bombardementerne af Libanon.
- Enhver erklæring af den art er oprørende, siger en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.
- USA sparer sig ingen anstrengelser for at tilvejebringe en holdbar og varig afslutning på denne konflikt, sagde han.
USA er varsom med at blive opfattet som pot og pande med Israel. Især USA's tøven over for en våbenhvile er blevet tolket af flere lande, navnlig i den arabiske verden, som et signal til israelerne om at fortsætte de slagkraftige angreb på Hizbollah.
/ritzau/