Hagl sårer 14 personer
Mens det meste af Europa stønner under hedebølgen, satte et helt anderledes voldsomt vejrfænomen dagsordenen i Argentinas hovedstad for en stund.
Buenos Aires
14 mennesker blev såret og tusinder af biler hullet igennem, da en 25 minutters haglbyge af hidtil uhørte dimensioner i går eftermiddag lokal tid forvandlede dele af Buenos Aires til et inferno af stenhård is.
I en by, hvor temperaturen kun yderst sjældent kommer under frysepunktet, kunne indbyggerne ikke tro, hvad de så. Eller blev ramt af.
Hagl på størrelse med æg - det største på størrelse med et æble (diameter på syv centimeter) - slog ned som små bomber og forårsagede trafikulykker, knuste ruder og glas og skabte alt fra panik til dyb forundring.