Flere bliver for fede til røntgen og scanning
De kan ikke presses ind i en scanner, og røntgenstråler kan ikke trænge igennem. De fede amerikanere har problemer, når de skal undersøges og behandles på sygehuset.
To ud af tre amerikanere er enten overvægtige eller decideret fede, og problemet er voksende, skriver Reuters.
Forholdene med de store patienter er en udfordring for producenter af hospitals-teknologi. For stadig hyppigere må personalet ved røntgenapparaterne give op og skrive i papirerne, at billederne er uklare på grund af patientens størrelse.
Radiologer ved Massachusetts General Hospital har undersøgt journaler fra 1989 til 2003 for sådanne optegnelser. Patienterne har været til almindelig røntgenfotografering, pet-, mr- eller ct-scanning.
0,15 pct. svarende til 7.778 journaler ud af 5,2 millioner viste mislykkede undersøgelser på grund af for store patienter.
Det tal er udtryk for en fordobling på 15 år.