Kemiingeniør anholdt i indisk bombesag
To indiske muslimer, den ene en kemiingeniør, sidder nu bag lås og slå. Det indiske politi mistænker dem for at være indblandet i terrorangrebene denne måned i Mumbai, hvor togbomber dræbte flere end 180 mennesker.
- To mænd blev anholdt i går (tirsdag) nat for deres rolle i bombeangrebet, siger chefen for Mumbais antiterrorpoliti, K.P. Raghuvanshi, onsdag.
Politiet mistænker de to for at have ydet logistisk hjælp til bombemændene og mener, at de måske har besøgt Pakistan for at blive optrænet.
De bliver fremstillet for en dommer senere onsdag, men sigtelserne imod dem er ikke umiddelbart kendt.
/ritzau/