Bush vil sende flere styrker til Bagdad
I de kommende uger vil et antal amerikanske styrker rykke til Iraks hovedstad Bagdad fra andre dele af landet, sagde USA's præsident George W. Bush tirsdag efter et møde med den irakiske premierminister, Nouri al-Maliki.
Omgruppering "vil afspejle de nuværende forhold på landjorden i Irak bedre", sagde Bush ved en fælles pressekonference med Maliki.
- Koalitionsstyrker og irakiske styrker vil sikre individuelle kvarterer, vil garantere en irakisk tilstedeværelse af sikkerhedsstyrker i kvartererne og gradvist udvide tilstedeværelsen, sagde Bush.
Trods en særlig sikkerhedsindsats, der blev iværksat i Bagdad for seks uger siden, er det ikke lykkedes irakiske og amerikanske styrker at stoppe voldsspiralen i hovedstaden.
/ritzau/AFP