Israelske børn skriver hilsener på granater
Konflikten i Israel er en af de mest politiske i verden, en historie med to forskellige versioner - alt afhængig af om man taler med en jøde eller en muslim.
Det ses også tydeligt i den nuværende konflikt, og senest har fotografier af jødiske piger, der tegner på israelske bomber, vakt harme.
Tel Aviv »Fra Israel med kærlighed«.
De israelske piger skriver hilsner og tegner davidstjerner på granathylstrene, mens forældrene står i baggrunden. Ammunitionen er placeret på række i Kiryat Shmona, tæt på grænsen til Libanon, parat til at blive sendt ind over Libanon.
Disse fotografier af israelske børn, der skriver hilsner på israelske granater, har vakt harme - også internt i Israel. Senest blev fotografierne brugt i en fredsdemonstration i Tel Aviv i lørdags for at vise den israelske kynisme, men billederne har også skabt vrede verden over.
»Forsøger disse børns forældre at vise sig som en rollemodel. Og hvilken rollemodel er det?« lyder en kommentar på hjemmesiden Flickr.com, en populær fotohjemmeside, hvor billederne er i cirkulation.
»Jeg mener stadig, at Israel har ret i denne krig, men alligevel - billedet af unge jødiske piger, der skriver på granaterne, er foruroligende,« lyder en anden kommentar, mens flere udtrykker bekymring for at drage børn ind i krigen på denne måde.
Fotografier af små muslimske børn i fuldt krigsudstyr med våbenbælte omkring maven har vakt bestyrtelse i andre kriser, men også i denne krise bruger Hizbollah børn til at komme frem med sine budskaber. Hizbollahs tv-station viser mere voldsomme billeder, end dem vi er vant til på dansk tv. Man ikke er tilbageholdende med at vise lemlæstede børn som »ofre for Israel«.