Polen slår ned på fortidens stikkere
Polske virksomheder og ministerier går formentlig snart på jagt efter folk, der samarbejdede med efterretningstjenesterne i kommunisttiden. Det polske parlament vedtog fredag en kontroversiel lov, der betyder, at arbejdsgivere må fyre ansatte, der samarbejdede med det kommunistiske regimes efterretningstjenester.
Loven er rettet mod såkaldt "offentlige personer" som embedsmænd, lærere, journalister og chefer i det private erhvervsliv. Præster er undtaget.
Alle offentlige personer skal fremover have deres fortid tjekket af Det Nationale Erindringsinstitut, som holder styr på de kommunistiske efterretningstjenesters hemmelige arkiver.
Loven skal nu godkendes af det polske overhus og præsidenten, før den træder i kraft.
/ritzau/