Israel hævder at have dræbt 100 Hizbollah-militsfolk
Det israelske militær har under de seneste 10 dages offensiv i Libanon dræbt næsten 100 militsfolk fra den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon.
Det sagde generalløjtnant Dan Halutz, Israels militærchef, fredag aften.
Han sagde ikke præcist, hvordan Israel er nået frem til det tal, men han sagde, at Hizbollah ikke giver rigtige tabstal.
Indtil nu har Hizbollah været meget tilbageholdende med at oplyse om dræbte i egne rækker, mens omkring 300 libanesere er blevet dræbt under Israels bombardementer.
Halutz sagde, at alene torsdag blev 13 Hizbollah-folk dræbt under kampe i det sydlige Libanon. Han tilføjede, at Israel har de 13 lig.
Hizbollah har under de 10 dages kampe beskudt Israel med flere end 900 raketter. 15 civile israelere er dræbt, og det samme er 19 israelske soldater.
/ritzau/