Briterne helt vilde med Kylie Minogue
Briterne er så vilde med australske Kylie Minogue, at der må fire ekstra koncerter på Wembley til for at imødekomme efterspørgslen for at opleve den 38-årige popdronning.
Hun tager den 11. november i Sydney i Australien hul på sin turné efter at være kommet sig oven på en kræftsygdom.
Der var oprindeligt planlagt to koncerter på Wembley den 2. og 3. januar. Der er plads til 11.000 tilhørere til hver koncert, men en time efter, at billetterne blev sat til salg fredag formiddag, var der udsolgt.
Der blev hurtigt organiseret to ekstra koncerter den 5. og 6. januar, men også her brød Wembleys computere sammen under den massive efterspørgsel. Så blev der organiseret endnu to koncerter den 8. og 9. januar, og her er der også udsolgt nu.
/ritzau/AFP