Castro i topform før 80-års fødselsdag
Cubas præsident, Fidel Castro, virker i topform, kort før han runder det skarpe hjørne den 13. august.
Buenos Aires
Med sin ankomst som en anden superstjerne i russisk privatjet og grøn militæruniform til Mercosur-topmødet i Córdoba, Argentina, aflivede han samtidig de seneste måneders rygter om dårligt helbred.
Cuba er ikke medlem af Mercosur, den sydamerikanske pendant til EU, men Castro deltager efter alt at dømme for at underskrive en række økonomiske aftaler, hvilket af mange tolkes som et signal om yderligere sydamerikansk distancering fra USA.
Topmødets dagsorden handler primært om Venezuelas formelle optagelse i Mercosur, som nu tæller fem medlemmer. Foruden Venezuela er det Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay.
Castros deltagelse på topmødet har vakt skarp kritik blandt grupper, som anser Cubas præsident for en diktator, som bryder menneskerettighederne.