Indisk politi anholder tre mænd efter bombeterror
De tre mænd er medlemmer af en forbudt islamisk organisation og mistænkes for medvirken til terrorbomberne i Mumbai i sidste uge.
Ifølge BBC News blev to af mændene anholdt torsdag i den nordlige stat Bihar, mens den tredje blev anholdt i Mumbai (tidligere Bombay). Indisk politi har siden bombesprængningerne, der dræbte flere end 180 mennesker, tilbageholdt omkring 300 personer.
De tre anholdte tilhører ifølge politiet den forbudte Simi-bevægelse - Students Islamic Movement of India. Flere Simi-medlemmer har tidligere været afhørt i forbindelse med terrorbomberne, men bevægelsen har afvist at have noget med bomberne at gøre.
Kilder hos politiet fortæller, at de tre mænd næppe selv har været med til at gennemføre bombesprængningerne, men de mistænkes for at have hjulpet med transport af bomber og bombemænd.
Bombesprængningerne blev gennemført inden for 15. minutter mod syv lokaltog 11. juli.