Leder af Røde Khmerer er død
Den 80-årige Ta Mok, der var den sidste leder af de Røde Khmerer, er død på et hospital i Phnom Penh.
Det skriver BBC News.
Ta Mok blev for en uge siden indlagt på et hospital i Cambodjas hovedstad Phnom Penh, og allerede da fortalte familiemedlemmer, at han var tæt på at dø. Ta Mok havde hjerte- og lungeproblemer, og han blev indlagt i bevidstløs tilstand.
Ta Mok, der gik under tilnavnet "slagteren", kuppede Pol Pot i 1997 og blev bevægelsen sidste leder. Han blev arresteret i 1999 og har siden siddet fængslet anklaget for folkemord. Han er blevet betragtet som den mest brutale af lederne i Røde Khmerer.
Det skønnes, at op mod 1,7 millioner cambodjanere blev dræbt eller døde af sult og sygdom under folkemordet i årene 1975-1979, da Ta Mok var leder af landets sydvestlige provins. I 1979 blev de Røde Khmerer drevet fra magten af invaderende vietnamesiske styrker.
Ta Mok døde, netop som domstolen for folkemordet stod over for at skulle dømme flere af de tidligere leder i Røde Khmerer. Det var ventet, at Ta Mok ville få sin sag for som en af de første.