Arbejdere ældes hurtigere end folk i jakkesæt
En britisk arbejder ældes meget hurtigere end en brite, der ikke har manuelt arbejde, sagde forskere ved et hospital i London torsdag.
Et studie af frivillige forsøgspersoners dna viser, at folk med manuelt arbejde biologisk set er syv år ældre end personer, der ikke har manuelle jobs, viser undersøgelsesresultaterne fra Skt. Thomas' Hospital.
En typisk britisk arbejder drikker og ryger mere end folk fra den britiske middelklasse. Det er også blandt arbejdere, de fleste overvægtige findes. Men selv når der tages højde for alkohol, cigaretter og fed mad, ældes en typisk arbejder hurtigere end personer, der ikke har manuelt arbejde.
Forskerne mener, at det skyldes, at det er mere stressende at leve på samfundets bund end på samfundets top.
/ritzau/