Nødhjælpen til palæstinensiske flygtninge i Libanon standset
Forholdene for civile og flygtninge i det sydlige Libanon bliver mere og mere kritisk i takt med, at israelske bomber fortsat regner ned over området.
Det siger den danske chef for FN's Nødhjælpsorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) i Libanon, Sven Berthelsen.
- Situationen er rimelig dramatisk og eskalerer dag for dag. Vandsituationen bliver forringet, og infrastrukturen bryder ned. Der begynder at være mangel på elektricitet, og vandpumperne kører i færre timer dag for dag. Og det er meget få fødevarer, der kommer ud nu, siger Sven Berthelsen i et telefoninterview med Ritzau.
Sven Berthelsen sidder i øjeblikket på FN's kontor i Beirut og har ikke overblik over, hvor mange danskere der stadig sidder fanget i krigszonen i det sydlige Libanon.
Udenrigsministeriet skønner, at henved 70 danskere er på besøg i to flygtningelejre i området.
/ritzau/