Flygtningechef: Situationen i Sydlibanon eskalerer
Forholdene for civile og flygtninge i det sydlige Libanon bliver mere og mere kritisk i takt med, at israelske bomber fortsat regner ned over området. Det oplyser områdets danske flygtningechef for FN.
- Situationen er rimelig dramatisk og eskalerer dag for dag. Vandsituationen bliver forringet, og infrastrukturen bryder ned. Der begynder at være mangel på elektricitet, og vandpumperne kører i færre timer dag for dag. Og der er meget få fødevarer, der kommer ud nu, siger Jens Bertelsen, chef for UNRWA, i et telefoninterview med Ritzau.
Jens Bertelsen sidder i øjeblikket på FN's kontor i Beirut og har ikke overblik over, hvor mange danskere der stadig sidder fanget i krigszonen i det sydlige Libanon.
Udenrigsministeriet skønner, at hen ved 70 danskere er på besøg i to flygtningelejre i området.
/ritzau/