Cypern kan ikke klare de mange flygtninge fra Libanon
Mange tusinde flygtninge fra det krigshærgede Libanon ankommer disse dage med skib til Cypern, men det lille land er ikke i stand til at hjælpe det stigende antal nødstedte, siger Cyperns udenrigsminister, Georgios Lillikas. Han opfordrer de evakueredes hjemlande til at hente deres borgere hurtigst muligt.
- Mange lande beder om vores hjælp. Vi taler om at hjælpe 60-70.000 mennesker, og det er umuligt. Vi har brug for, at flere fly sendes til Cypern, så folk kan sendes hjem til deres lande så hurtigt som muligt, siger Lillikas.
Alle hoteller på Cypern er fyldt op, og det har været svært at finde steder, hvor flygtningene kan overnatte.
Mindst fem skibe ventes at ankomme til Cypern natten til torsdag.
/ritzau/