Helikopter styrtet ned i tyrkisk turistby
En politihelikopter styrtede onsdag eftermiddag ned i centrum af den tyrkiske turistby Antalya ved Middelhavets kyst. Fire mennesker er omkommet, oplyser politiet.
- Ifølge de foreløbige informationer vi har, har fire politifolk mistet livet, sagde en talsmand fra Antalyas sikkerhedsdepartement.
Ifølge lokale medier styrtede helikopteren ned i nærheden af hotel Talya, og en tilfældigt forbipasserende er blevet såret ved ulykken.
Politiet oplyser, at helikopteren var på en overvågningsopgave, da den faldt til jorden nær kysten til Middelhavet.
Tyrkisk tv viste billeder af brandfolk i gang med at bekæmpe flammerne, der stod ud af de forkullede rester af helikopteren. Det var umiddelbart uklart, hvorfor helikopteren styrtede ned.
/ritzau/