Mellemøstkampe op på møde blandt EU's udenrigsministre
Frygten for regulær krig i Mellemøsten vejer tungt på dagsordenen, når EU's udenrigsministre mødes i Bruxelles mandag.
Forud for mødet opfordrede Amnesty International mandag EU til at skærpe tonen over for Israel. Dick Oosting, direktør for Amnestys EU-kontor, ser gerne en genovervejelse af handelsaftalerne med Israel.
Oosting peger i en pressemeddelelse på Israels ansvar for fattigdommen blandt palæstinenserne og beskylder den israelske regering for "systematisk og bevidst at bryde international ret ved at gøre civile til mål" for angreb.
Hvis et forslag om en form for handelssanktioner skulle begynde at cirkulere blandt ministrene, ventes Israels nærmeste allierede blandt de 25 lande dog at blokere.
/ritzau/