Rice: FN-resolution vil tvinge Nordkorea til at forhandle
USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, siger, at FN's Sikkerhedsråds enstemmige irettesættelse af Nordkorea vil tvinge regeringen i Pyongyang tilbage til forhandlingsbordet.
- Nu har vi virkelig en koalition. Og derfor tror jeg, at Nordkorea ikke vil have andet valg end at vende tilbage til forhandlingerne og arbejde for at få fjernet atomvåbnene fra den koreanske halvø, siger hun.
Men Nordkorea vil ikke spille med. Landet siger, at det ikke føler sig bundet af Sikkerhedsrådets resolution, der i nordkoreansk optik har skabt "en ekstremt farlig situation," og landet vil tværtimod "afstive sin krigsafskrækkelsesevne" på enhver tænkelig måde.
FN resolutionen kræver, at Nordkorea straks stopper prøveaffyring af langtrækkende missiler og indfører samtidig en række handelssanktioner mod landet.
/ritzau/