Syrien truer med at svare direkte igen på israelske angreb
Syrien sender nu Israel en advarsel, der ikke er til at tage fejl af. Hvis Israel gennemfører noget som helst angreb på syrisk territorium vil Syrien svare igen med alle nødvendige midler, lyder advarslen fra den syriske regering i dens første officielle kommentar til de eskalerende uroligheder i Libanon.
- Ethvert israelsk angreb på Syrien vil fremprovokere et ubegrænset, direkte og håndfast svar, hvor vi bruger alle de nødvendige midler, siger informationsminister Mohsen Bilal.
Israel understregede lørdag, at Syrien ikke er et mål i landets offensiv mod den libanesiske Hizbollah-milits.
Den israelske udmelding kom kort tid efter, at Israel havde affyret raketter mod mål tæt på den syrisk-libanesiske grænse. Begge lande understregede dog, at de israelske bomber ikke havde ramt inde på syrisk jord.
/ritzau/