G8-ledere uenige om Mellemøsten
G8-lederne var søndag morgen tydeligt uenige om, hvordan de seneste blodsudgydelser i Mellemøsten skal håndteres, og en fælles udtalelse om konflikten synes vanskelig at nå under topmødet i Skt. Petersborg.
USA's præsident, George W. Bush, lagde entydigt skylden på den militante gruppe Hizbollah og dens støtter, Syrien og Iran, og han opfordrede Hizbollah til straks at nedlægge våbnene og indstille angrebene på Israel.
Mens Storbritanniens premierminister, Tony Blair, gav Bush delvis ret, opfordrede den franske præsident, Jacques Chirac, begge parter til at vise tilbageholdenhed og ikke optrappe kampene.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, gik et skridt videre og sagde, at Israels militære angreb på Libanon er ude af proportioner i forhold til Hizbollahs raketangreb på det nordlige Israel.
Konflikten i Mellemøsten har domineret G8-topmødet, hvor toplederne fra verdens ledende industrilande ellers skulle diskutere energisikkerhed, uddannelse og øget frihandel.
/ritzau/