42 døde og over 100 savnede efter tropisk storm
Antallet af døde kunne søndag gøres op til 42, mens over 100 savnes, og omkring 40.000 er fordrevet fra deres hjem efter en tropisk storm i Kina.
Voldsomme regnskyl satte ind, da den tropiske storm Bilis - i første omgang klassificeret som en tyfon - fredag hærgede store dele af de sydlige og østlige dele af landet, hvor regnen forårsagede voldsomme oversvømmelser.
Før Bilis nåede Kina, passerede stormen Filippinerne og Taiwan. I Filippinerne omkom mindst 14 personer, mens syv fortsat savnes.
Vejrudsigten for de kommende dage siger mere regn og i store mængder.
Ifølge oplysninger fra regeringen har storme, svære regnskyl, jordskred og mudrede floder kostet omkring 500 kinesere livet i denne sommer.
/ritzau/