Bombardementerne mod dele af Beirut fortsætter
Israelsk angreb i Gaza Striben koster mindst tre palæstinensere livet. Samtidig fortsætter de voldsomme bombardementer af den sydlige del af Beirut.
Et israelsk angreb i Gaza Striben kostede tidligt søndag mindst tre palæstinensere livet, mens en halv snes blev såret.
Israelske tanks og armerede køretøjer, støttet af helikoptere, gennemførte aktionen i et landområde nær Beit Hanoun, hvorfra lokale militsfolk ofte har affyret raketter. Aktionen havde også til formål at finde en tilfangetagen israelsk soldat.
Israel fortsatte natten til søndag de intensive bombardementer af den sydlige del af Libanons hovedstad, Beirut.
Al-Manar, som er Hizbollah-bevægelsens tv-station, beskrev luftangrebene som de voldsomste, siden Israel indledte offensiven ind i Libanon i onsdags.
Det var anden gang inden for 48 timer, at israelerne affyrede missiler mod broen, der ligesom bygninger i nærheden blev udsat for betydelige ødelæggelser. I andre kvarterer styrtede bygninger i grus under luftangrebet.
Israelsk tv: Hizbollah-leder såret
Lederen af den libanesiske Hizbollah-bevægelse, Hassan Nasrallah, er blevet såret under et af de mange israelske luftangreb mod landets hovedstad, Beirut.
Det oplyste israelsk tv lørdag aften, men uden at give yderligere detaljer. Der forelå ikke nogen reaktion fra Hizbollah.
Israelske ministre har ved flere lejligheder understreget, at de hellere end gerne ser Nasrallah fjernet fra jordens overflade.
- Vi udrydder ham, når vi får chancen for det. Så han må hellere bede til Allah, sagde Israels immigrationsminister, Zeev Boim, lørdag.
/ritzau/