Bush kræver, at Syrien får Hizbollah til at indstille angreb
USA's præsident, George W. Bush, opfordrer Syrien til at bruge sin indflydelse på Hizbollah til at overbevise bevægelsen om det hensigtsmæssige i at standse angrebene på Israel.
På en fælles pressekonference med Ruslands præsident, Vladimir Putin, gav Bush Hizbollah skylden for den optrappede konflikt i Mellemøsten.
- Den bedste måde at standse volden er ved, at Hizbollah nedlægger sine våben og indstiller angrebene. Og derfor opfordrer jeg Syrien til at bruge sin indflydelse på Hizbollah.
Putin, der i weekenden er vært for G-8-mødet, som samler verdens mægtigste nationer, var noget mere kritisk over for de israelske angreb på Libanon.
Han kaldte på den ene side Israels sikkerhedsmæssige bekymringer for "legitime", men sagde også, at "tilflugten i vold må afbalanceres, og det må standses så hurtigt som muligt".
Civile ofre
Mindst 15 civile blev lørdag dræbt i et israelsk angreb på en minibus i det sydlige Libanon, siger libanesisk politi.
En talsmand for politiet sagde, at mange flere kan være såret, eftersom bussen blev ramt af en fuldtræffer fra den israelske kamphelikopter.
Det forlød også, at israelske fly på ny bombede mål i Beiruts sydlige bydele, hvor Hizbollah har sit hovedkvarter, og at et af Hizbollahs missiler er slået ned i den nordisraelske by Tiberias. Tiberias, der ligger ud til Genesaret Sø er et populært udflugtsmål for både ferierende israelere, kristne pilgrimme og turister.
/ritzau/