Det amerikanske senat tordner Putin
Det amerikanske senat vedtog fredag en ikke-bindende resolution, der tordner mod demokratiet i præsident Vladimir Putins Rusland.
Resolutionen blev vedtaget få timer, før Putin åbner G8-topmødet i Sankt Petersborg, hvor også USA's præsident, George W. Bush, deltager.
- I de seks år der er gået, siden præsident Putin tog magten, har Rusland oplevet det største tilbageslag for friheden i årtier, sagde den demokratiske senator Joseph Biden, kort før senatet vedtog resolutionen.
Senatet kritiserer også Putin for at have en "autoritær regering, der er hentet fra KGB's rækker".
Bush har før topmødet annonceret, at han vil udtrykke sin bekymring over de demokratiske tilstande i Rusland, når han lørdag mødes med Putin.
Putin har til gengæld sagt, at der ikke bliver tid til at diskutere det emne på mødet.
/ritzau/AFP