Fire savnes efter Hizbollah-angreb på israelsk flåde
Fire israelske soldater savnes, efter at det flådefartøj, de befandt sig på, blev ramt af et raketangreb ud for Libanons kyst fredag. Det oplyser den israelske hær lørdag.
- Lige nu er alle former for operationer i gang for at finde dem, sagde en talsmand for hæren.
Samtidig bekræfter Israels militær over for den israelske avis Haaretz, at skibet er "alvorligt beskadiget".
Efter raketnedslaget brød skibet i brand, og dets styresystem blev så hårdt ramt, at skibet natten til lørdag måtte trækkes tilbage til Israel af et andet skib.
Hizbollah affyrede adskillige raketter mod flådefartøjet. Et af dem fløj forbi skibet og ramte en civil egyptisk båd, sagde en talskvinde for den israelske hær lørdag. Alle passagerer menes reddet.
/ritzau/Reuters