Indien opfordrer Pakistan til at bekæmpe terrorisme
Indiens premierminister Manmohan Singh siger, at Pakistan forsat huser militante antiindiske kræfter, og at fredsprocessen mellem de to lande ikke kan fortsætte med mindre disse grupper standses.
Singhs kommentarer faldt efter et kort besøg i landet finansielle centrum, Mumbai, der i begyndelsen af ugen blev ramt af en serie koordinerede bombeangreb, som kostede 179 mennesker livet og sårede flere hundrede.
Selv om der ikke har været noget gennembrud i efterforskningen af angrebene, så har de indiske myndigheder sagt, at den militante pakistansk baserede gruppe Lashkar-e-Taiba og Pakistans efterretningstjeneste er de primære mistænkte.
- Vi er nødt til at se i øjnene, at terroristerne forsøger at sprede deres fangarme ud over hele landet, sagde Singh på et pressemøde efter at have mødt ofrene for bombeangrebene på to af millionbyens hospitaler.
- Vi er også sikre på, at disse terrorceller er opildnet, inspireret og støttet af elementer fra den anden side af grænsen. Uden den form for hjælp havde de ikke kunnet handle med så ødelæggende effekt, sagde han og tilføjede:
- I 2004 forsikrede Pakistan os højt og helligt, at pakistansk territorium ikke vil blive brugt til støtte, opmuntring, oplæring eller tilskyndelse af terroristelementer rettet mod Indien.
- Den forsikring er nødt til at være opfyldt, inden fredsprocessen eller andre processer kan komme videre, sagde Singh.
/ritzau/