USA fordømmer fængsling af hviderussisk oppositionsleder
Torsdagens fængsling af den hviderussiske oppositionsleder Aleksander Kozulin vækker forargelse i den amerikanske regering.
Kozulin blev idømt fem og et halvt års fængsel for at arrangere demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget tidligere på året, og i det hviderussiske retssystem hedder den slags "hooliganisme".
- Hele retssagen var en politisk motiveret proces, designet til at forhindre Kozulin i at udtrykke sine politiske holdninger, sagde talsmanden for Det Hvide Hus, Sean McCormack, fredag.
- USA vil indføre passende sanktioner mod dem, der undertrykker det hviderussiske folks rettigheder, tilføjede han.
USA har i forvejen indefrosset præsident Lukasjenkos personlige værdier og forbudt ham at rejse ind i USA.
Kozulins kone har appelleret dommen.
/ritzau/Reuters