Libanon ønsker våbenhvile med Israel
Libanon fremlagde torsdag en ny indtrængende opfordring til en våbenhvile, efter at israelske luftangreb kostede over 50 civile livet i de blodigste angreb i mere end et årti.
- Vores hovedkrav er en omfattende våbenhvile og en afslutning på denne ubegrænsede israelske aggression, sagde Libanons informationsminister Ghazi al-Aridi til journalister efter et krisemøde i Libanons regering torsdag.
- Der er endnu ingen resultater, og israelerne fortsætter deres aggression. Men vi har benyttet alle midler og muligheder på alle niveauer for at få sat en stopper for denne aggression, sagde han. Aridi tilføjede, at regeringen ville mødes igen senere torsdag for at færdiggøre en udtalelse.
/ritzau/