Venskabsforening: Israels angreb er stormagtsarrogance
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening opfordrer regeringen til at fordømme Israels angreb på civile. Angrebene er et udtryk for stormagtsarrogance, mener den.
Målet for Israels angreb er civile, mens Hamas og Hizbollah kæmper mod militære israelske mål. Derfor må den danske regering straks tage afstand fra angrebene, lyder det fra formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV), Fathi el-Abed.
- Bare i går måtte flere end 20 mennesker lade livet, herunder en familie på ni i Palæstina, fordi israelerne gik efter én person. Israel handler som en elefant i et glashus, vi og tager afstand fra den overdimensionerede måde at handle på, siger han til Ritzau.
Næstformanden for DPV peger på, at fordi man er en stormagt, betyder det ikke, at man har licens til at dræbe.
- Israelske liv kan ikke være mere værd end palæstinensiske eller libanesiske, understreger Fathi el-Abed med henvisning til Israels angreb på Libanon for at få frigivet to israelske soldater.
Foreningen har opgivet alt håb om nogensinde at få USA til at lægge pres på den israelske regering og sætter nu sit lid til andre europæiske regeringer:
- Vi opfordrer til, at flere regeringer tager afstand fra de militære aktioner, der retter sig mod civile. Herunder den danske.
/ritzau/