Forhandlinger med Nordkorea brudt sammen
Forhandlingerne med Nordkorea om en løsning på den tiltagende raketkrise er brudt sammen på alle fronter.
Det sker efter, at både Kina og Sydkorea natten til torsdag måtte opgive at tale det kommunistiske regime fra at opsende flere langtrækkende testmissiler ud over Stillehavet.
Amerikanerne var de første, der kastede håndklædet i ringen.
- Helt ærligt, der er ingen fremskridt. Jeg har holdt tæt kontakt med den kinesiske delegation i Pyongyang, og vi kommer ingen vegne, sagde den amerikanske chefforhandler i raketkrisen, Christopher Hill, torsdag.
Få timer efter meddelte lederen af den sydkoreanske forhandlingsdelegation, at også hans forsøg på at finde en løsning med Nordkorea var gået i vasken. Han tilføjede, at de nordkoreanske forhandlere allerede havde pakket kufferterne og rejst hjem en dag tidligere end planlagt.
Efter det totale forhandlingskollaps er både USA og Japan nu klar til at stramme grebet om Nordkorea i FN.
/ritzau/