Nedrivning af Barsebäck trækker ud
Følelserne kogte i den skånske kommune Kävlinge onsdag. Den svenske miljødomstol har nemlig med visse forbehold givet Barsebäck Kraft tilladelse til at fortsætte den såkaldte servicedrift af det nedlagte atomkraftværk til og med 2012.
I Kävlinge kommune var der politisk enighed om, at nedrivningen af værket skulle begynde, så snart det sidste brændstof har forladt Barsebäck i midten af september. Man vil bygge boliger på området.
Men sådan bliver det ikke. Barsebäck Kraft vil afvente muligheden for endelig opbevaring af nedbrydningsaffald. Det ventes at stå klart i Forsmark i 2020. Der vil ikke blive opført noget mellemlager for lavradioaktivt bygningsaffald.
/ritzau/