Rusland afviser forslag om FN-resolution mod Nordkorea
Rusland vil ikke acceptere, at Nordkorea trues med FN-sanktioner, fordi landet tester langtrækkende raketter. Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagde onsdag, at Japans forslag til en FN-resolution mod Nordkorea er "uacceptabelt".
Han tilføjede, at en eventuel resolution fra FN's Sikkerhedsråd skal være "hård, men ikke fyldt med følelser, og på ingen måde indeholde trusler".
Japan og USA insisterer fortsat på, at der skal vedtages en resolution - også selv om Nordkorea genoptager de såkaldte sekspartsforhandlinger om landets atom- og raketprogram.
- Det er kun naturligt, at Nordkorea vender tilbage til sekspartsforhandlingerne. Det i sig selv vil ikke betyde, at vores forslag ikke vil blive vedtaget, sagde den japanske regeringstalsmand Shinzo Abe onsdag.
/ritzau/Reuters