Israelsk storoffensiv i Gaza
Hamas-bevægelsens militære fløj truede onsdag med at reagere "kraftigt og smertefuldt" på nattens israelske bombeangreb i Gaza.
Under angrebet blev en af gruppens militære kommandanter såret. En talsmand for den israelske hær sagde, at den sårede var Mohammed Deif, men det blev efterfølgende afvist af Hamas.
En palæstinensisk hospitalskilde bekræfter dog de israelske oplysninger og siger, at Deif er på operationsbordet. Deif er den øverste chef for Ezzedin al-Kassam, Hamas væbnede gren, og Israel anser ham for landets værste fjende.
Mindst fire palæstinensere blev dræbt og omkring 30 kvæstet ved angrebet, hvor et israelsk F-16 fly bombede et tre-etagers hus nord for Gaza By.
/ritzau/