USA forbereder angreb på Kandahar

Amerikanske tropper og lokale klanledere erobrede mandag territorium nær Kandahar i det sydlige Afghanistan, mens de forberedte det endelige angreb på denne sidste højborg for Taliban og på bjergene nær byen, hvor Osama bin Laden menes at skjule sig.

Samtidig sluttede Den Nordlige Alliances indmarch i byen Kunduz mod nord efter flere dages kampe og kaotiske forhandlinger om overgivelse.

Flere hundrede amerikanske marinesoldater blev indsat på en flyplads nær Kandahar som indledning på en ny fase i den syv uger lange krig mod Taliban og bin Ladens al-Qaeda-netværk, der angivelig står bag terrorangrebene i New York og Washington den 11. september.

- I løbet af kort tid vil der være over 1000 marinesoldater i Talibans baghave, sagde oberst Peter Miller, stabschef for Udrykningsstyrke 58, som består af næsten 9000 marinesoldater.

Samtidig sagde den britiske forsvarsminister, Geoff Hoon, at hovedparten af de 6000 britiske soldater, som er i alarmberedskab med henblik på mulig udstationering i Afghanistan, ikke længere skal være i forhøjet beredskab.

Hoon kom med oplysningen, mens der var meldinger om, at USA og Storbritannien er uenige om de britiske styrkers deltagelse i krigen.

Hoon sagde desuden, at et "meget lille antal" britiske soldater er blevet såret i Afghanistan.

I USA oplyste forsvarsministeriet, at fem amerikanske soldater er blevet såret af en vildfaren amerikansk bombe i Afghanistan.

Trods den skræmmende militære opbygning nægtede Taliban-ledelsen i Kandahar, heriblandt mullah Mohammad Omar, at overgive sig og svor at ville "kæmpe til det sidste åndedrag", skrev nyhedsbureauet Den Afghanske Islamiske Presse (AIP).

Taliban oplyste, at Omar fortsat befinder sig i Kandahar og stadig har kommandoen over militsens mænd.

Lokale afghanere sagde, at amerikanere og anti-Taliban-styrker har indtaget Dolangi-flypladsen, som ligger 90 kilometer sydvest for Kandahar, og som var blevet ombygget og benyttet af bin Laden. De sagde, at mullah Omars private helikopter holdt parkeret på pladsen for få dage siden.

Der var modsatrettede meldinger om, hvad der er sket med den store lufthavn ved Kandahar.

Taliban fastslog ifølge AIP, at militsen fortsat har kontrol med Kandahar, herunder lufthavnen, hvilket indirekte blev bekræftet af en pressetalsmand fra det amerikanske marinekorps.

Et øjenvidne i Kandahar sagde, at Taliban-soldater stadig bevogter indgangsporten til lufthavnen.

Men anti-Taliban-styrker sagde, at amerikanske soldater rykkede ind i Kandahars lufthavn.

Marinesoldaterne blev fragtet ind af klynger af helikoptere natten til mandag fra skibe i Det Arabiske Hav, og de ventes nu at gøre klar til landkrigen, der måske er sidste fase i jagten på bin Laden.

- De er selv ude om det. I skal gøre arbejdet færdigt, sagde chefen for bataljonen, som blev indsat, oberst Christopher Bourne, til sine mænd, mens de stod på række for at gå ombord i helikoptere på krigsskibet USS Peleliu lige inden solnedgang søndag.

Svært bevæbnede AC-130 kamphelikoptere og krigsfly beskød mål i Kandahar i nattens løb og igen mandag morgen, sagde øjenvidner i byen.

En klanleder følte sig sikker på, at Kandahar snart vil falde.

- Jeg vil ikke spå om, hvor længe det varer, men den vil afgjort blive indtaget, sagde klanleder Hamid Karzai til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Kandahar, som er svært mineret, menes at blive forsvaret af 5000 udenlandske Taliban-soldater samt 12.000 fra den regulære milits.

I den afghanske grænseby Spin Boldak, som ligger på vejen mellem Kandahar og den pakistanske grænseby Quetta, var Taliban angivelig ved at trække sig tilbage, bl.a. efter pres fra en lokal lastbil-mafia.

I det nordlige Afghanistan meddelte Den Nordlige Alliance, at den omsider har indtaget Kunduz, som Taliban-soldater forsvarede sammen med pakistanske, arabiske og tjetjenske fremmedlegionærer, som er loyale mod bin Laden.

Indtoget blev ledet af kommandant Mohammad Daoud og dennes etnisk tadsjikiske styrker.

- Vi har erobret Kunduz, og der er ingen kampe, sagde Nordalliance-talsmand Alauddin til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Qudratullah Hurmat, en anden talsmand, sagde, at Taliban-styrkerne - selv de udenlandske frivillige, som ventedes at ville kæmpe til det sidste, havde nedlagt våbnene.

I alt omkring 5750 Taliban-soldater og udenlandske lejesoldater overgav sig, oplyste Olim Razm, rådgiver for Nordalliance-lederen Rashid Dostam.

De ikke-afghanske soldater skal omgrupperes i en "filtreringslejr" nær Mazar-i-Sharif og derefter overdrages til FN-embedsmænd, sagde han.

De øvrige 5000 var "almindelige afghanere" fra Kunduz, der vil blive løsladt, tilføjede Razm.

En multinational styrke under FN vil være den bedste løsning for at sikre Afghanistan, sagde FN-talsmanden Ahmad Fawzi mandag i Bonn, Tyskland, hvor der er planlagt forhandlinger blandt de mange afghanske fraktioner.

Talsmanden afviste dog en egentlig fredsbevarende operation.

- Afghanistans landskab inviterer ikke til en fredsbevarende operation. Der er ikke nogen fred at bevare, sagde talsmanden.

/ritzau/Reuters

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen