Schröder beder SPD om opbakning i kamp mod terror

Forbundskansler Gerhard Schröder rettede mandag en indtrængende opfordring til sine partifæller i Tysklands socialdemokratiske parti SPD om at støtte kampen mod international terrorisme og udstationeringen af tyske soldater i Afghanistan.

- Jeg har brug for jeres godkendelse af den politik, som Forbundsdagen besluttede ved afstemningen fredag, sagde Schröder, da han mandag åbnede en fire dages partikongres, som ventes at blive domineret af diskussioner om den internationale anti-terror koalition.

Schröder gjorde det i talen klart, at han ønker at fortsætte regeringssamarbejdet med miljøpartiet De Grønne. Men han understregede, at der er visse betingelser for en fortsættelse af den rød-grønne koalition.

- Kun den rød-grønne koalition har kraften til at skabe fornyelse i Tyskland. Men det må også kunne fungere. Det kan det kun med realitetssans og beslutsomhed i de centrale indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål. Med nostalgi og fortrængninger kan Tyskland ikke regeres, sagde Schröder med henvisninger til splittelsen i De Grønne omkring støtten til de militære operationer i Afghanistan.

Modstand mod krigen i en fraktion i miljøpartiet var i sidste uge tæt på at få den tyske centrum-venstre regering til at falde, efter at Schröder havde koblet spørgsmålet om udsendelse af soldater sammen med en tillidsafstemning til regeringen. Dermed kom de borgerlige oppositionspartier, som var for udstationeringen af tyske soldater, til at stemme imod forslaget, mens De Grønne modstandere stemte for. Der føres nu en diskussion om, hvorvidt det var moralsk og politisk rigtigt af forbundskansleren at udskrive tillidsafstemningen.

En fraktion i De Grønne mener, at miljøpartiets samarbejde med socialdemokraterne er ved at nærme sig en afslutning. Gruppens medlemmer ønsker at stå fast på deres modstand mod mobiliseringen af tyske styrker, selv om dette er i strid med regeringens kurs. Derfor vil de på miljøpartiets partikongres umiddelbart efter socialdemokraternes - i Rostock 24. og 25. november - fremsætte en resolution, der går imod Tysklands deltagelse i militære aktioner.

I sin tale til omkring 500 delegerede i Nürnberg langede Schröder kraftigt ud efter de konservative kristelige demokratiske oppositionspartier, som han mener står uden ledelse på grund af det uafklarede spørgsmål om, hvorvidt Angela Merkel (CDU) eller Edmund Stoiber (CSU) skal være kanslerkandidat ved valgkampen op til forbundsdagsvalget næste år.

- Med disse kræfter kan vi ikke opbygge en stat. Vi kan ikke overlade Tyskland til dem, sagde Schröder til stort bifald fra de delegerede.

SPDs generalsekretær, Franz Müntefering, sagde forud for kongressen, at "verdens forandring" efter terroranslagene den 11. september vil dominere diskussionerne, og en hel dag på kongressen er afsat til spørgsmål vedrørende Tysklands indre sikkerhed. Premierminister Tony Blair og lederen af Østrigs socialdemokratiske parti, Alfred Gusenbauer, er gæstetalere under denne diskussion tirsdag.

Det største problem for Schröder forud for valgkampen er fortsatte økonomiske krisetegn og en stadigt stigende arbejdsløshed, der er på vej op mod fire millioner igen. Schröder lovede under valgkampen i 1998 at bringe den tyske arbejdsløshed ned under tre millioner. Han har siden justeret sit mål til under 3,5 millioner, men den nuværende udvikling vil gøre selv dette løfte meget vanskeligt at indfri.

Schröder sagde i talen, at man må lytte til kritikere af globaliseringen.

- En økonomisk globalisering uden en politik og uden en kultur fører til en uretfærdig globalisering, sagde SPD-lederen og understregede, at "SPDs svar på globaiseringen hedder Europa", da der i EU er "storartede muligheder for social udligning og økonomisk velstand."

Det liberale parti FDP, der er en mulig alternativ regeringspartner for SPD i stedet for De Grønne, fremsatte under SPD-kongressen et fornyet krav om et snarligt tysk parlamentsvalg. Partiets ledelse sagde, at FDP først vil gå ind i en koalition efter et valg.

FDPs generalsekretær, Cornelia Pieper, sagde, at tillidsafstemningen i parlamentet fredag havde understreget, at den rød-grønne koalition er ved at være ved vejs ende og kun havde reddet skærene med opbydelsen af de "sidste kræfter".

/ritzau/

191558 CET NOV 01

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen