Overblik: Kategori fem-orkanen Irma er gået i land
Den voldsomme orkan Irma har allerede kostet flere menneskeliv og forårsaget store ødelæggelser.
Det er orkansæson i området omkring det Caribiske Hav lige nu. Og efter at orkanen Harvey har hærget Texas, har Irma nu taget over.
Her er lidt om, hvad vi ved om Irma indtil videre:
- Irma gik for første gang i land onsdag lokal tid, da orkanen ramte øen Barbuda, der hører under østaten Antigua og Barbuda.
- På Barbuda meldes én person dræbt. Samtidig er stort set alle øens bygninger ødelagte, mens 60 pct. af dens 1.400 indbyggere er gjort hjemløse.
- Kategori fem-orkanen ramte senere onsdag de tidligere dansk-vestindiske øer, Jomfruøerne, og flere småøer i den østlige del af Caribien.
- Hidtil er mindst otte mennesker bekræftet døde i orkanen. Seks dødsfald er registreret på St. Martin, hvor 95 pct. af den franske del af øen meldes ødelagt.
- Flere meldes alvorligt tilskadekommet på øerne St. Barts og St. Martin.
- Tidligt torsdag morgen dansk tid ramte Irma Puerto Rico. Her meldes et toårigt barn dræbt, mens 900.000 er uden strøm og 50.000 uden vand.
- Med vindhastigheder på op mod 300 kilometer i timen er Irma en af de stærkeste storme nogensinde registreret i Atlanterhavet.
- I Cuba har myndighederne højnet beredskabet i den østlige og centrale del af landet.
- Irma forventes at ramme Florida senere denne uge, formentligt lørdag. Både Florida, South Carolina og North Carolina er erklæret i undtagelsestilstand.
Kilder: AFP, AP og CNN