Nye racistiske plakater hængt op på australske gymnasier: »Lad Australien forblive hvidt«
Gruppen bag beskriver sig som: »De nye Hitlere, du har ventet på.«
For et par uger siden kom det frem, at der på flere universiteter i Melbourne og Sydney var problemer med racistiske beskeder og plakater, som var rettet mod kinesiske studerende.
Og i weekenden kom turen så til tre gymnasier i den australske by Melbourne.
Her var ord som: »Lad Australien forblive hvidt,« »Stop masseindvandringen« og »Meld dig ind i din lokale Nazi-gruppe,« skrevet på plakater, som blev hængt op rundt omkring på gymnasierne.
Det skriver The Washington Post.
De fleste af plakaterne blev fundet af lærere og fjernet, før eleverne mødte op mandag morgen.
Den neo-nazistiske gruppe 'Antipodean Resistance' har nu både taget ansvaret for de tidligere racistiske beskeder rettet mod de kinesiske studerende og for disse nye neo-nazistiske plakater. Gruppen beskriver sig selv som »De nye Hitlere, du har ventet på.«
»De her skoler er overrandt af ikke-hvide, hvilket bliver støttet af vores forræderiske regering,« skrev gruppen på twitter.
Selvom organisationen selv mener, at de er en stor national gruppe, har politiet oplyst, at der kun er en lille håndfuld medlemmer i området omkring Melbourne, skriver The Washington Post.
Uddannelsesministeren i staten Victoria, hvor Melbourne ligger, har fordømt plakaterne.
»Det her er stærkt bekymrende for vores skolesamfund. Disse onde og ulækre beskeder vil ikke blive accepteret i vores samfund. De personer, der har hængt dem op, burde skamme sig,« sagde uddannelsesministeren James Merlino til The Guardian.
Politiet i Victoria har bekræftet, at de efterforsker hændelsen på skolerne, og de beskriver plakaterne som umiddelbart ulovlige ud fra Victorias Race- og Religionslov fra 2001.