Forsvarsekspert: »Trump er da hamrende ligeglad med hvad Taliban mener«
Tirsdag sendte Taliban den amerikanske præsident et 'åbent brev', det får dog ikke indvirkning på situationen i Afghanistan, mener Peter Viggo Jakobsen.
Tirsdag opfordrede oprørsgruppen Taliban den amerikanske præsident, Donald Trump, til at trække de amerikanske tropper ud af Afghanistan.
Det skete i et 'åbent brev' hvori Talibans talsmand, Zabihullah Mujahid, skriver:
»Vi har bemærket, at du har indset din forgængers fejl og har besluttet at genoverveje din nye strategi i Afghanistan grundigt.«
Og brevet fortsatte:
»Du må ikke overlade Afghanistan til krigsglade generaler, men i stedet må du træffe en beslutning, hvor du vil gå over i historien som en fredsskabende leder,« lød det.
Ifølge nyhedsbureauet AP skulle brevet smigre den amerikanske præsident til at trække sine soldater tilbage til USA.
Det mener Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet dog ikke har nogen gang på jorden.
»Han er da hamrende ligeglad med hvad Taliban mener. Den mest effektive måde Taliban vinder terræn på er på slagmarken. At de begynder at sende breve, det har ingen indflydelse,« lyder det fra Peter Viggo Jakobsen.
Ifølge Peter er en amerikansk tilbagetrækning ikke en mulighed. Det er situationen i Afghanistan simpelthen for ustabil til.
Han mener ikke, at de amerikanske beslutningstagere ønsker at blotte sig selv og ende i den klassiske diskussion om »hvem der tabte Kina, hvem der tabte Irak.«
»Trump risikerer jo også at få samme problemer som Obama fik, fordi han trak sig for hurtigt ud af Irak. Obama fik jo skylden for at have opfundet IS og skylden for Mosuls fald. Det var dybt urimeligt, men ikke desto mindre blev det konsekvensen af det der skete i Irak.«
Peter Viggo Jakobsen siger, at det mest sandsynlige scenarie er at amerikanerne fortsætter med at skrue en lille smule op for den militære indsats, i håb om at stabilisere frontsituationen, så Taliban ikke vinder yderligere frem.
»Der er jo ingen som forestiller sig, at Afghanistan bliver et stabilt og demokratisk samfund i en overskuelig fremtid. Det er situationen simpelthen for håbløs til. Derfor forsøger man at finde et kompromis. Trækker man sig ud, risikerer man en sammensmeltning af landet, og det er der ikke nogen, som er interesserede i.«
Indtil videre har Donald Trump modstået Pentagons opfordringer om at sende næsten yderligere 4.000 soldater til området for at hjælpe med træningen af afghanske militærstyrker og styrke den amerkanske terrorbekæmpelse.
USA har lige nu ca. 8.400 soldater i Afghanistan.