Rekordstor evakuering: 39.000 evakueret fra omfattende skovbrande i canadisk provins

Området, der er blevet ramt af skovbrande, er estimeret til at udgøre 188.000 hektar.

Artiklens øverste billede
De massive brande har tvunget tusindvis af canadiere til at forlade deres hjem og søge i sikkerhed. Foto: Darryl Dyck/The Canadian Press via AP

Omkring 39.000 er blevet evakueret fra deres hjem i den canadiske provins British Columbia, hvor voldsomme skovbrande siden starten af juli har hærget.

Der er dermed tale om den største evakuering i provinsens historie, skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge den canadiske sikkerhedsminister, Ralph Goodale, har man bedt om at få tilsendt militære forstærkninger til provinsen. Forstærkninger, som skal hjælpe med at bekæmpe brandene, som ministeren forventer vil forværres de kommende dage.

Militæret har allerede sendt to fly samt fem helikoptere, som skal hjælpe med at gennemføre evakueringer, til området.

Området, der er ramt af skovbrande, er estimeret til at udgøre 188.000 hektar, og det vurderes, at skaderne vil ende med at koste provinsen over 70 mio. dollar, svarende til mere end 450 mio. kr.

Det er blevet annonceret, at der allerede er blevet afsat 512 mio. kr. til en såkaldt kastrofefond af provinsen.

Samtidig har det canadiske Røde Kors offentliggjort, at organisationen vil uddele omkring 3.000 kr. til hver af de personer, som er blevet fordrevet pga. brandene.

Foruden de mange mennesker, der er blevet tvunget til at forlade deres hjem, er omkring 30.000 kvæg også truet pga. ildens hærgen, skriver The Guardian.

Kelsey Thorne holder sin datter Navaeh Porter. Omkring dem ses resterne af deres hus, som en skovbrand har efterladt nedbrændt. Foto: Darryl Dyck/The Canadian Press via AP

Myndighederne havde håbet at få kontrol over brandene i sidste uge, men det har ikke været muligt på grund af stærk vind og hurtig spredning af ilden.

Omkring 50 byer og bebyggelser er blevet evakueret. Der er oprettet midlertidige modtagelsescentre for dem, som har måttet forlade deres huse.

Der er ingen garantier for, at de evakuerede vil kunne vende hjem snart.

Lørdag blev de 11.000 indbyggere i Williams Lake tvunget til at forlade deres hjem og tilbringe natten i timelange trafikkøer på den eneste farbare vej væk fra byen, som var omgivet af flammer.

Siden april har 657 skovbrande ødelagt 188.800 hektar skov i den canadiske provins. Brande truer også områder og nationalparker i Rocky Mountain.

Brandene er brudt ud, mens turistsæsonen er på sit højeste, og netop som landet venter en ekstra invasion af besøgende i forbindelse med 150-års-dagen for landets oprettelse, hvor der er lovet fri adgang til alle nationalparker.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen