Fortsæt til indhold
International

Putin om beskyldninger fra USA: »Det minder mig om antisemitisme«

Rusland afviser endnu engang at have påvirket det amerikanske valg.

Der havde allerede været spredt latter, da den russiske præsident pludselig fik store dele af salen til at le.

Under en paneldebat ved Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum med flere statsledere som gæster blev præsident Vladimir Putin endnu engang konfronteret med beskyldningerne om, at Rusland forsøgte at påvirke det amerikanske valg i fjor.

Den tidligere Fox-vært Megan Kelly var moderator og havde gentagne gange spurgt til meldingerne om, at russiske topfolk mødtes med Donald Trumps kampagnestab under valget, da præsidenten fik nok.

Han slog fast, at de bare havde udvekslet høfligheder, og at beskyldningerne er et »udtryk for hysteri, som I ikke kan finde ud af at stoppe igen«.

Og så var det, at han fik den indiske premierminister, Narandre Modi, til at grine sammen med flere andre i salen.

»Bliver vi nødt til at give dig en pille? Er der nogen her, der har en pille? Giv dem en pille, ærlig talt,« sagde Vladimir Putin henvendt til Megan Kelly og det øvrige pressekorps.

Inden da havde Putin understreget, at Rusland ikke havde forsøgt at påvirke den amerikanske valgkamp.

Særligt lækket af fortroligt materiale fra det demokratiske parti har rejst mistanken om, at Rusland forsøgte at få Donald Trump ind i Det Hvide Hus.

Men det var ikke russerne, der var årsag i nederlaget til demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton - det skyldtes mest af alt Donald Trumps effektive strategi, ifølge Vladimir Putin.

»For at være helt ærlig, så tænkte jeg sommetider selv, at han gik for langt. Men det viste sig, at han havde ret - han fandt den rette tilgang til de vælgere og den del af befolkningen, som han regnede med«.

Vladimir Putin bekendtgjorde også, at han følte, at russerne blev gjort til syndebukke af Hillary Clintons stab.

»Det er lettere at sige, at man selv er uskyldig; at det er russerne, der er de skyldige. Det minder mig om antisemitisme - at jøderne skulle være ansvarlige for alt,« sagde Putin.

Amerikansk efterretningstjeneste har vurderet, at russiske hackere satte angreb ind mod en række institutioner og myndigheder under det amerikanske valg.

Samtidig er to spiontjenester med forbindelse til den russiske regering blevet sat i forbindelse med hackingen af det demokratiske partis emails, der siden blev overdraget til whistleblowerorganisationen WikiLeaks.

Donald Trump har flere gange afvist, at hans kampagnestab havde et samarbejde med Rusland inden præsidentvalget.

Den tidligere FBI-chef James Comey blev fyret, mens han stod i spidsen for en undersøgelse af sagen.

Nu er en anden tidliger FBI-boss, Robert Mueller, blevet udpeget som leder af en verserende undersøgelse af Ruslands mulige indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Artiklens emner
FBI