Fortsæt til indhold
International

Multimilliardær tilbyder op til 100 mio. kr. til klimakampen

En tidligere New York-borgmester har tilbudt en økonomisk håndsrækning, efter USA har trukket sig fra Paris-aftalen.

Den amerikanske rigmand Michael Bloomberg tilbyder at skæppe op til 15 mio. dollars - svarende til næsten 100 mio. kr. - i klimakassen.

Det skriver Bloomberg, som er stifter og ejer af erhvervsmediet af samme navn samt tidligere borgmester i New York, på Twitter, efter den amerikanske præsident, Donald Trump, torsdag aften meddelte, at USA ikke har tænkt sig at bakke op om Paris-aftalen, som den ser ud i sin nuværende form.

Pengene, som kommer fra BloombergDotOrg og en række partnere, bliver tilbudt til FN's sekretariat for klimaforandringer for at dække en del af det tab, som kommer af, at USA trækker sig fra aftalen. Kapitalindsprøjtningen skal bl.a. støtte de lande, der i Paris-aftalen har forpligtet sig til at gennemføre en række konkrete tiltag i klimaets navn.

»Amerikanerne bevæger sig ikke væk fra klimaaftalen fra Paris,« siger den 75-årige multimilliardær torsdag ifølge Washington Examiner.

»Lige tværtimod, vi bevæger os fremad.«

Bloomberg mener, at ikke-statslige aktører vil være i stand til at nå klimaaftalens reduktionsmål frem mod 2025 uden støtte fra staten. Han har ifølge det franske nyhedsbureau AFP sagt, at borgmestre, guvernører og erhvervsledere fra begge politiske lejre er klar til at underskrive en erklæring, hvor de forpligter sig til at nå den fastsatte reduktion af CO2-udledning.

Med udmeldingen slutter rigmanden sig til en voksende gruppe af markante virksomhedsledere, der offentligt fordømmer præsidentens beslutning om at droppe klimaaftalen.

Både Tesla-topchefen, Elon Musk, og Disneys direktør, Bob Iger, har trukket sig ud af præsidentens højprofilerede forsamling af rådgivende erhvervsfolk, efter Trump stadfæstede beslutningen.