Klimaminister: Historisk dårlig beslutning af Trump
Donald Trump møder massiv kritik efter han har besluttet at trække USA ud af klimaaftalen.
»Sort dag for verdens klima. Historisk dårlig beslutning af Trump. Håber på trodsreaktion fra progressive delstater og verdens lande,« skriver Lars Chr. Lilleholt, som er energi-, forsynings- og klimaminister, på sin twitterprofil.
Reaktionen kommer efter den amerikanske præsident, Donald Trump, har meddelt at USA trækker sig ud af Parisaftalen, som blev vedtaget i 2015.
Men Lars Chr. Lilleholt er ikke den eneste, der har reageret negativt på Trumps beslutning. Flere danske politikere har udtrykt deres frustration over Trumps beslutning på Twitter. Uddannelsesordfører Jakob Engel-Schmidt (V) er bekymret og kalder Trumps valg for en »tragedie« i sit tweet.
»Trumps farvel til Paris-aftalen er en tragedie i flere etager: for fremtiden, for videnskaben og for det internatonale samarbejde,« skriver han.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, skriver, at beslutningen svigter vores børn.
»Trumps klima-beslutning er skamfuld og et kæmpe svigt i forhold til vores børn, klima og kloden,« skriver han.
Også Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har delt sin reaktion på de sociale medier. Og han lover, at Trumps beslutning ikke vil påvirke det danske engagement i klimaaftalen.
»Det er en sørgelig dag for verden. Danmark står klar til at fortsætte klimakampen for at redde vores fremtidige generationer,« skriver statsministeren i et twitteropslag på engelsk.