Erdogan til EU-tyrkere: I skal trodse børnebørnene af nazismen
Presset tyrkisk præsident kæmper for at vinde millioner af stemmer uden for Tyrkiet.
Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan langer igen ud efter europæerne for at hente stemmer hos de tyrkere, som har bosat sig udenfor Tyrkiet.
Han har sagt til tyrkerne i Europa, at de skal trodse "børnebørnene af nazismen" og støtte ham i det forestående valg, som kan ændre forfatningen i landet og give ham flere magtbeføjelser som præsident.
»Jeg kalder på mine brødre og søstre, som stemmer i Europa.. Giv det rette svar til dem, der pålægger os denne fascistiske undertrykkelse og børnenebørnene af nazismen,« sagde Erdogan til en stor menneskeskare, som var mødt op i hans hjemby Rize for at høre ham tale, skriver Reuters.
De tyrkiske stemmer i udlandet er ikke uden betydning for Erdogan og det kommende forfatningsvalg. Tyrkiske statsborgere udenfor Tyrkiet udgør den fjerdestørste tyrkiske valgkreds med 5,5 millioner tyrkere.
Alene i Tyskland bor der 1,4 millioner tyrkiske indvandrere, som er stemmeberettigede ved den tyrkiske folkeafstemning. Ifølge Lotte Bøgild, som er dansk antropolog og bosat i Ankara, viser friske meningsmålinger, at Erdogans flertal for at ændre forfatningen er i fare. Det skriver Politiken.
»Så Erdogan er ved at være desperat. Det er derfor vigtigt for ham at føre kampagne i Europa,« siger hun til avisen.
Det har ikke altid været så lige til at hente stemmer udenfor Tyrkiet, når der var folkeafstemning i landet. For ikke mere end to år siden måtte tyrkiske statsborgere i udlandet rejse til Tyrkiet for at afgive deres stemme. I dag kan de stemme på den tyrkiske ambassade.
Der må ikke laves meningsmålinger 10 dage op til valget. Men en tidligere måling viste, at stemmerne var delte.
»Det eneste, som meningsmålingsinstitutterne i Tyrkiet er enige om, er, at tyrkerne er splittede i det her spørgsmål. Men tendensen er, at oppositionspartierne vil stemme nej, mens regeringspartiet AKP’s vælgere vil stemme ja,« siger Deniz Serinci, som er historiker og journalist, til DR.