Fortsæt til indhold
International

Trump møder modstand: Tyske ministre afviser gældskrav og kritiserer USA's udenrigspolitik

Udenrigs- og forsvarsministeren reagerer på Trumps pressemøde med Angela Merkel.

»Tyskland skylder enorme summer af penge til Nato og USA skal betales mere for det stærke og meget dyre forsvar, som det leverer til Tyskland.«

Sådan lød det på Twitter fra den amerikanske præsident, Donald Trump, efter at statslederen lørdag i Washington mødtes med Angela Merkel, der er den tyske forbundskansler.

Donald Trump har siden indsættelsen som præsident advokeret for, at Tyskland og andre Nato-lande møder et krav om at landene bruger to procent af deres bruttonationalprodukt på militære udgifter.

I forbindelse med pressemødet fortalte Angela Merkel, at Tyskland har planer om at møde føromtalte krav, men fra tysk side afvises det dog, at landet skylder »enorme summer« til Nato. Det skriver Deutsche Welle.

»Der findes ingen konto, hvor gæld til Nato registreres,« lyder det fra Ursula von der Leyen, der er Tysklands forsvarsminister i en pressemeddelse.

Ifølge Deutsche Welle betvivler forsvarsministeren også, hvorvidt Tysklands udgifter til Nato er den eneste kriterium, der kan måle landets militære engagement. Eksempelvis deltager Tyskland i en række fredsbevarende missioner, ligesom de kæmper i kampen mod Islamisk Stat.

Ursula von der Leyen tilføjer, at de øgede militærudgifter, som Angela Merkel varslede, ikke kun vil gå til Nato, men også til Tysklands involvering i fredsbevarende missioner ledet af FN og EU.

Forsvarsministerens udtalelser er en af flere kritiske, som tyske politikere har rettet som følge af Donald Trumps pressemøde med Angela Merkel. Donald Trumps udenrigspolitiske kurs vækker således også kritik fra Sigmar Gabriel, som er den tyske udenrigsminister.

»En fornuftig sikkerhedspolitik indebærer ikke bare at købe tanks, bruge vanvittige summer på forsvarsudgifter og eskalere våbenkapløbet. En fornuftig politik handler også om kriseforebyggelse, stabilisering af svage stater, økonomisk udvikling og bekæmpelse af sult, klimaforandringer og vandmangel,« siger Sigmar Gabriel til Rhein-Neckar-Zeitung.