Overblik: Det ved vi om moskéangrebet i Quebec
Seks personer er dræbt og otte såret under et angreb på en moské i Quebec. En 27-årig canadisk mand er sigtet.
Seks mænd blev søndag aften lokal tid dræbt under et skyderi i en moské i den canadiske by Quebec i provinsen af samme navn.
Det ved vi ellers om angrebet:
- Otte andre personer blev såret ved skyderiet. Fem er fortsat i kritisk tilstand.
- En person er sigtet i sagen. Han er fransk-canadier og 27 år gammel.
- Han er sigtet for seks drab og fem drabsforsøg.
- De første forlydender lød på, at der var to anholdte efter skyderiet.
- Siden har det vist sig, at den ene af de anholdte blot har været vidne til skyderiet.
- Motivet bag ugerningen er endnu ukendt.
- Ifølge lederen af moskéen, Mohamed Yangui, blev der åbnet ild i moskéen under aftenbønnen søndag.
- Det lokale politi modtog det første alarmopkald klokken 19.55 lokal tid.
- Der var omkring 40 mennesker i moskéen søndag aften.
- Premierminister Justin Trudeau har fordømt angrebet, som han har kaldt et "terrorangreb mod muslimer".
Kilder: Reuters og AFP
/ritzau/