Fra Florida til Sønderborg: Oprøret breder sig

KØBENHAVN, NEW YORK, FLORIDA, LONDON, BERLIN — Det var kun en uge før valget til Folketinget i juni 2015, og Dansk Folkepartis lokalformand i Sønderborg, Stefan Lydal, havde travlt. Også mere end sædvanligt. Han stod foran Netto-butikken på handelsstrøget i Gråsten og delte materiale ud om, hvad hans parti ville gøre, hvis folk stemte på det.

Og de sidste dage var det gået stærkt.

»Normalt plejer folk, at være forsigtige med åbent at støtte os. De putter materialet i lommen og gemmer det, hvis de overhovedet vil have det. Men denne gang var det anderledes. Da kom folk selv til os for at høre, hvad vi havde at byde på,« siger Stefan Lydal i dag om valgkampen 2015.

Selv inde på det lokale værtshus blev partiet mødt med gratis kaffe og spørgsmål, som blev langet over bardisken, fortæller Stefan Lydal.

»Det var en bevægelse, fornemmede vi. Noget, der var mere end blot Dansk Folkeparti,« siger han.

I dag står det klart, at den bevægelse ikke bare var et dansk fænomen. For selv om Dansk Folkeparti det år stormede ind i Folketinget med 21,1 pct. af stemmerne, skete der året efter i Storbritannien også et politisk skred. Her handlede det om den såkaldte brexit-afstemning, som blev vundet af EU-modstandere som Ukip og den farverige tidligere borgmester fra London Boris Johnson.

Og ligesom i Danmark havde ingen forventet, at det ville ske. Meningsmålingerne spåede f.eks. Dansk Folkeparti tre procentpoint mindre, end det fik. Og i Storbritannien gik der chokbølger gennem det etablerede politiske system, da det stod klart, at det britiske nej var en realitet.

Natten til onsdag skete det så igen. Nu bare i USA.

De politiske analytikere havde spået den demokratiske amerikanske præsidentkandidat, Hillary Clinton, en komfortabel sejr over rivalen, Donald Trump.

Men det gik helt anderledes.

Trump vandt næsten samtlige af de såkaldte svingstater og sikrede sig dermed en historisk valgsejr, der ifølge flere iagttagere ikke bare gør ham til præsident, men også vil lave om på det politiske landskab, som vi kender det i dag.

Selv i New York, hvor republikanerne traditionelt står dårligt, var der high five på 6th Avenue på valgnatten, da en brite iført komplet Trump-outfit – hvortil naturligvis hører den obligatoriske kasket med ”Make America Great Again” og en Trump-tilhænger mødtes foran Hotel Hilton, hvor Trump-lejren holdt sejrsfest.

»I gjorde det med brexit. Nu ændrer vi verden,« jublede amerikaneren.

Og det er netop, hvad der kan blive konsekvensen af protestbevægelserne, mener flere iagttagere: En ændret verdensorden, hvor de institutioner, som møjsommeligt er bygget op efter Anden Verdenskrig ikke værdsættes, hvis de da ikke direkte modarbejdes. Som flere iagttagere har peget på, kan det næste ryk ske ved præsidentvalget i Frankrig i 2017 med Front National, og ved det tyske forbundsvalg, hvor Alternative für Deutschland er på fremmarch.

Og så vil det europæiske politiske landkort også være ændret.

En ændret verdensorden

Ifølge professor i statskundskab og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet er det ikke overraskende. Han har tidligere peget på, at der er et oprør på vej.

»I Vesteuropa har udviklingen stået på længe, hvor populistiske partier klarer sig bedre og bedre. Det er en populisme, der bygger på anti-establishment og et opgør mod eliten. Man kritiserer eliten, københavneriet og det, som foregår i byerne. Det bunder også i lav tillid til politikerne,« siger han.

Og det var ifølge Kasper Møller Hansen lige præcis det, der skete, da Dansk Folkeparti under folketingsvalget i 2015 flere steder i Sønderjylland fik helt op mod 40 pct. af stemmerne.

»Det var en bølge og et oprør mod det bestående, hvor de gamle partier i Danmark f.eks. ved sidste valg fik det dårligste valg nogensinde,« forklarer han.

Og det giver flere vælgere i Sønderjylland Kasper Møller Hansen ret i. Også selv om de ikke bryder sig om at blive kaldt populister. For dem handler det mere om at være overset af en voksende politisk elite i København, der gennem de seneste år har tilranet sig mere og mere magt.

De siger også, at løbet er kørt for de etablerede politiske partier. De har simpelthen forpasset chancen for at sætte en prop i oprøret.

Træt af etablerede partier

Steen Asmussen er på mange måder symbolet på det oprør, der har været undervejs. Han er 63 år, chauffør og bor i en rød murermestervilla på Ringgaden i Sønderborg. Igennem mange år har han stemt på Venstre, som han også har siddet i byrådet for. Men det gør han ikke længere.

»Og det gør jeg ikke, fordi jeg er træt af de etablerede partier. De sidder bare og lusker tingene igennem inde bag de tykke mure i København. Vi vil have forandringer, så dem, der er indgroet i systemet, bliver skiftet ud,« siger han.

Steen Asmussen ser den samme bevægelse i USA.

»Jeg kan godt forstå, at de også gerne vil have skiftet ud deroppe i Washington, ligesom vi vil have det i København. Nogle gange skader det ikke at få luftet lidt ud,« siger han.

Og det er lige præcis den pointe, som formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Paul Ryan, der ofte har været i mundhuggeri med partifællen Trump, erkendte efter valget onsdag nat. Her udtalte han, at Trump havde formået at være på bølgelængde med vælgerne på en måde, som ingen andre formåede, og at han har vendt politik på hovedet.

»Donald Trump hørte en stemme ude i dette land, som ingen andre hørte. Han var i forbindelse med vælgerne på en måde, som ingen andre var,« sagde Paul Ryan på en pressekonference i sin hjemstat Wisconsin.

»Jeg har sagt det før, men 7 af 10 amerikanere er utilfredse med den kurs, som vores land har taget. Mange af vores medborgere føler sig fremmedgjorte og har tabt tilliden til vores politiske institutioner. De føler ikke, at de bliver hørt, og de føler sig ikke længere repræsenteret af politikerne,« sagde han.

Uddrag af Paul Ryans tale onsdag nat (0.41):

En lignende bevægelse mærkede den lokale DF-formand Stefan Lydal også under valgkampen i Danmark 2015.

»Almindelige mennesker hernede (i Sønderjylland, red.) er jo ikke dumme. De føler sig overset,« siger han og peger bl.a. på, at sergentskolen i Sønderborg lukkes, mens Augustenborg Sygehus også er under afvikling.

»Og når så politikerne i København står og siger, at krisen er ovre, så ser vi det ikke hernede. Her mister vi jobs hver dag, og når man ikke kan se det, så virker det som en rød klud i hovedet på almindelige hårdtarbejdende mennesker,« fastslår han.

Noget lignende sagde Donald Trump i sin sejrstale onsdag morgen dansk tid i New York: »De glemte mænd og kvinder i vores land, vil ikke være glemte mere.«

Og det samme siger Trump-vælgeren Isaac Montenegro, som vi møder i solskinnet i Florida få timer efter præsidentvalget i USA. Her arbejder han som parkeringsvagt på Residence Inn Marriott i Palm Beach. Han er ung, latinamerikaner og med sit job tilhører han den lavere middelklasse i Florida. Dem, der burde stemme på Hillary Clinton, men i stedet stemte på Donald Trump, hvilket næsten hver tredje latinamerikaner gjorde.

»Jeg er demokrat og stemte på Obama de sidste to gange. Men jeg kan ikke stemme på én, der ikke er til at stole på og kun vil have magt for magtens skyld. På den måde er mit valg det bedste af to onder,« siger Montenegro og lyder som et ekko af DF’s vælgere i Sønderjylland.

Og som rigtigt mange med latin- og sydamerikansk baggrund i Florida, som Jyllands-Posten har talt med. De fortæller forskellige variationer af, at når man kommer fra korrupte og uigennemsigtige regimer, så stoler man ikke på Clinton, som med sin e-mail-sag og Clinton Foundation udstråler det stik modsatte.

Fik penge fra Qatar

I begge sager er Hillary Clinton blevet beskyldt for at dække over sandheden bl.a. om, at hun i sin tid som udenrigsminister under Barack Obama modtog en million dollars i gave til sin egen fond fra den olierige stat Qatar.

Og lige præcis her har Trump med sin hårde retorik sat kniven ind i det, hans kampagne selv har betegnet som Clinton-familiens politiske hykleri og indspisthed.

Af samme grund gør det ifølge hotelvagten Isaac Montenegro heller ikke noget, at Trump selv tilhører det amerikanske jetset. I Florida er det f.eks. det latinamerikanske havefolk, der holder orden, vedligeholder, gør rent og står i køkkenet i de store villaer langs strandvejen hen til den Trump-ejede jetset-klub, Mar-a-Lago.

Selv står Isaac Montenegro også vagt foran luksushotellet i sin hvide uniformsjakke med headsettet på, hvis nogen skal have kørt deres røde Ferrari frem. Han er klar over dobbeltheden i det kryds, han har sat.

»Det er dumt, meget af det Trump har sagt. Men jeg er enig med ham i, at folk skal tage et arbejde for at være i USA og forsørge sig selv. Ellers må de ud,« siger Isaac Montenegro og henviser til Trumps ord om, at der skal bygges en mur til Mexico.

Sådan har mange af de hvide amerikanske vælgere, der stemte Trump ind i Det Hvide Hus, det også. De vil have indvandringen fra Mexico stoppet. Og så vil de altså have brudt med det, de mener er magtelitens greb om Washington.

Valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet siger, at den samme protestbølge og mistillid til politikerne også er på fremmarch i Europa. Og det eneste de etablerede politiske partier kan gøre er at lytte.

»De etablerede partier kan dæmpe fremgangen til protestpartierne ved at ændre deres politik og opsuge de nye positioner,« siger Stubager.

Og det var lige præcis det, der ikke lykkedes den 23. juni i år under den såkaldte brexit-afstemning i Storbritannien. Her havde briterne et kæmpe anti-establishment-øjeblik, da de besluttede sig for at forlade EU efter en kampagne, der var domineret af ”ud-sidens” slogan »Tag kontrollen tilbage«.

Tilbage til som det var engang

52 pct. af befolkningen stemte for brexit, heraf de fleste i landdistrikterne, og altså ikke i London, hvor folk stemte for EU. Så for at komme fra London til et brexit-område skal man helt derud hvor undergrundstogene vender. I Epping, der er endestation for Central Line.

»Folk herude er i arbejderklassen eller landmænd,« forklarer Janet Wells om brexit-opbakningen.

Hun har en mad- og tebod ved stationen, som ligger så langt ude på undergrundsnettet, at det teknisk set er i Essex, ikke London. Hun stemte også selv ”ud”.

»Vi skal mere tilbage til, hvordan det var engang. Engang havde vi britisk stål og kul, nu bliver det importeret. Man importerer så meget, hvorfor ikke bruge vores egne produkter,« spørger Janet Wells, der selv får sine velsmagende pølser fra en lokal slagter.

Skal man sætte højere told på udenlandske varer, eller hvordan skal det løses?

»Det ved jeg ikke, men der bør gøres noget ved det.«

Et væsentligt element i den bølge af anti-establishment, der skyller over den vestlige verden er en grundlæggende mistillid til politikerne, medier og eksperter. Politikerne har Janet Wells »aldrig stolet på«. Medierne består af lidt sandhed og store dele af løgn, mener hun. Og Janet Wells troede aldrig på de eksperter, der forudsagde diverse elendigheder, hvis briterne forlod EU.

»De er ikke eksperter, for hvordan kan man være ekspert på noget, der ikke er sket før?« lyder det om den enestående beslutning om at forlade EU.

Janet Wells kan godt se visse ligheder mellem brexit og Trump, men hun ville ikke selv stemme på Trump.

»Jeg er ikke enig med ham, for jeg er ikke racist,« forklarer Wells, der støtter en vis indvandring, men er skeptisk over for de mange unge, mandlige asylsøgere, som vil til Storbritannien.

»De kommer her og får alt muligt. Og jeg synes heller ikke, at de skulle flygte fra krig. Hvis alle vores boys var flygtet under Anden Verdenskrig, så havde vi talt et andet sprog i dag,« siger Janet Wells, der har haft sin bod i tre år og arbejder seks dage om ugen, fra 5 om morgenen til 13-14-tiden, når frokostkunderne ebber ud.

Når hun i dag har fri, skal hun hen til en leverandør og købe frisk mad til boden.

»Jeg skal køre i min bil. Den står der,« siger hun og nikker smilende mod sin mintgrønne Porsche-cabriolet.

Janet Wells hører med sit smil, sin friske bil og sit køn ikke til arketypen på tidens protestbølge, nemlig »den vrede, hvide mand«. Men mange andre er med på bølgen.

I Storbritannien stemte erhvervsfolk, rigmænd, kvinder og homoseksuelle også i stort tal for brexit. Måske ikke flertal, men i stort tal. Og kampagnen for at forlade EU blev ledet af folk som den nuværende udenrigsminister, Boris Johnson, der er uddannet fra den fornemme drengeskole Eton og i årevis har tjent millioner på sine klummer og bøger.

Også i andre lande er billedet mere bredt end den fattige, hvide, arbejderklasse mod storbyens elite, se blot på frontfigurerne. I USA har man New York-milliardæren Donald Trump, i Frankrig andengenerations-partilederen Mariane Le Pen og herhjemme ledes Dansk Folkeparti af cand.merc.jur Kristian Thulesen Dahl.

Samtidig findes der et bånd mellem de forskellige politikere, der står i spidsen for de forskellige protestbølger.

Tag landet tilbage

Da briterne stemte sig ud af EU, lød kommentaren f.eks. fra Donald Trump, som på det tidspunkt angiveligt befandt sig på en golfbane i Skotland, at briterne havde udført en enestående bedrift. De havde taget deres land tilbage.

Og hos Frankrigs indvandrerkritiske parti, Front National, var begejstringen stor onsdag nat, da det stod klart at Trump stod til at blive USA’s næste præsident. Faktisk var alle stemmerne end ikke talt op, da partiets leder, Marine Le Pen, onsdag morgen kl. kvart over syv gik på Twitter:

»Tillykke til USA’s nye præsident Donald Trump og til det amerikanske, frie, folk!«

Partiets næstformand, Florian Philippot, var også hurtig ved tasterne. Med to korte sætninger opsummerede han sin analyse af situationen:

»Deres verden falder sammen. Vores bliver bygget op.«

”Vi” er anti-system-partiet. ”De” er etablissementet, eliten, medierne og det politiske system.

Og det er en afgørende forskel for franske Sylvie Bauch, 63, som er hjælpepædagog i en børnehaveklasse. Vi taler med hende over telefonen fra Paris, hvor hun bor. Hun plejer at stemme på venstrefløjen. Men næste gang bliver krydset sat ud for Front National, forklarer hun.

»Jeg er træt af både venstre- og højrefløjen. De har sagt det samme i 50 år, og det hele bliver bare værre.«

Ifølge hende lever politikerne i en anden verden fjernt fra almindelige menneskers problemer. Og oven i det har de ladet for mange indvandrere komme til Frankrig, mener Sylvie Bauch, der egentligt ikke bryder sig om USA’s nye præsident, Donald Trump, men:

»Jeg vil virkelig gerne have, at tingene ændrer sig, ligesom det er sket i Storbritannien og USA. Vi ved godt, at Marine Le Pen ikke vil kunne opfylde alle sine valgløfter, men hvorfor ikke prøve?«

Det største franske parti

Og sådan er der stadigt flere franskmænd, der har det. Og det har ved de seneste lokalvalg og valg til Europa-Parlamentet i Frankrig gjort Front National til et af de største – flere gange også det største – franske parti.

Flere europæiske iagttagere har da også af samme grund opfordret de etablerede politiske partier til at tage protestbølgen alvorligt. Sker det ikke, vil de forskellige nationalstater nemlig lukke sig om sig selv. Det internationale samarbejde vil forvitre og risikoen for økonomisk tilbageslag og konflikter vil øges, lyder analysen.

Det samme gælder problemet med flygtningekrisen, der de seneste år har lagt en tung dyne over europæisk politik.

Hvis ikke den bliver løst af de etablerede partier vil hele fundamentet for EU vakle, skriver bl.a. den tidligere statsminister og generalsekretær i Nato, Anders Fogh Rasmussen, i sin bog ”Viljen til at lede”, hvor han peger på, at Europas evne til at håndtere indvandringen bliver afgørende for fremtiden.

Men indtil videre er det et åbent spørgsmål, hvad der kommer til at ske.

I Tyskland er det for eksempel fortsat – ikke mindst pga. årene under nazismen – et stort tabu at sige højt, at man stemmer på det indvandrerkritiske parti, Alternative für Deutschland (AfD). Men også dette parti vinder mere og mere støtte som et alternativ til de traditionelle tyske partier.

Og da Jyllands-Posten beder den pensionerede 68-årige sproglærer og konsulent Bernd Thomsen, forklarer, hvorfor han stemmer på partiet, skynder han sig straks at understrege, at han hverken er nazist, fascist eller racist.

»Det handler om globaliseringen,« siger han og sætter fingeren på et andet problem som flere af de traditionelle partier ikke har forstået at løse.

»Vi skal følge med i konkurrencen fra hele verden. De store koncerner har tjent masser af penge. Men de har glemt menneskene. Mange er blevet hægtet af. Glemt simpelthen,« siger han.

Selv har Bernd Thomsen ingen økonomiske problemer, han kan beholde sin lejlighed på 6. etage i et rart kvarter i udkanten af Berlin, indtil han ikke vil længere.

Her er fyldt med landskabsmalerier og flotte, tunge træmøbler. Om morgenen – og han står tidligt op – ser han fra balkonen folk suse forbi på fortovene og tage bussen og undergrundsbanen for at komme på arbejde:

»Og så kl. 11 kommer kvinder med hovedtørklæder, lange kjortler og børn i hånden. Der kommer også unge mænd ved højlys dag, som ikke arbejder.«

Det er uretfærdigt, mener han:

»Når en tysker på 50 år ikke længere kan finde et arbejde, skal han opgive alt, hvad han har, før staten hjælper ham. Indvandrerne får det hele smidt i nakken. Det her er ikke fremmedhad. Alt her i livet er et spørgsmål om balance. For lidt er skidt, og for meget er skidt.«

Og her er det ikke så afgørende, om Bernd Thomsen har ret eller ej, påpeger flere politiske eksperter. Det er selve følelsen af, at politikerne ikke hører efter, der er det afgørende. Og sådan er det også i Danmark, siger den lokale DF-formand, Stefan Lydal fra Sønderborg.

Han advarer samtidig om, at DF ikke må blive ligesom de andre. Og derfor var sagen om Morten Messerschmidts (DF) misbrug af EU-midler ekstra uheldig for partiet.

»Det er lige præcis sådanne sager, der skaber mistillid blandt vælgerne,« siger han.