Fortsæt til indhold
International

Over 10.000 lærere suspenderet i Tyrkiet

Over den sidste måned har over 35.000 lærere mistet deres job efter det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet i juli.

Den tyrkiske lærerbestand led en betydelig beskæring, da landet besluttede at suspendere 11.285 lærere.

Det skete som følge af, at samtlige af dem er formodet at have forbindelser til Kurdistans Arbejderparti (PKK), som er på terrorlisten i blandt andet USA, EU og altså Tyrkiet.

Det skriver det britiske medie BBC.

Ifølge det statsdrevne nyhedsbureau Anadolu, er de suspenderede undervisere mistænkt for at udføre handlinger, der »støtter den separatistiske terrororganisation og dens tilhængere.«

Den kurdiske del af den tyrkiske befolkning hører typisk til i sydøst-delen tæt på grænserne til Syrien, Iran og Irak, men det er umuligt at sige med sikkerhed, hvilken geografisk del af landet lærerne opholder sig i.

De 11.285 lærere, som er blevet suspenderet, svarer til omtrent to pct. af landets samlede lærerbestand.

En mærkbar nedskæring, som finder sted en uge før det tyrkiske skoleår påbegynder.

Det er ikke første gang, at det går ud over lærerne i Tyrkiet. For en måned siden inddrog landet 27.424 arbejdstilladelser i landets undervisningssektor som led i efterforskningen af kupforsøget i juli.

Alle institutioner og skoler, der er en del af den såkaldte »parallelle statsstruktur,« har fået deres arbejdstilladelser annulleret. Skoler, som er en del af et netværk af sympatisører af den religiøse tyrikiske leder, Fethullah Gülen, der er beskyldt for at stå bag forsøget.

»Disse ansatte vil ikke få lov at arbejde i offentlige eller private institutioner igen,« sagde undervisningsminister Ismet Yilmaz i den forbindelse.

Efterdønningerne af kupforsøget, og den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans førsøg på at udråbe Gülen som terrorist, har også kunnet mærkes i Danmark. I august blev mange børn nemlig flyttet fra privatskoler, der lader sig inspirere af tyrkiske Fethullah Gülen.

Det er ikke sikkert, at det er sidste gang, at lærere bliver suspenderet i Tyrkiet.

Ifølge den landets premierminister, Binali Yildirim, har omkring 14.000 af landets undervisere forbindelser til det omstridte parti PKK.