Første billede af Amdi Petersen i 10 år
Det har længe været velkendt, at Tvinds stifter, Mogens Amdi Petersen, opholdt sig på Tvinds internationale hovedsæde, TG Pacifico, i Mexico. Men nu viser DR3 fotodokumentation af det.
En 77-årig mand i dynejakke, der går og tjekker sin smartphone på stien mellem sin egen hacienda og fælleslokalerne i Tvinds internationale kursuscenter ud til Stillehavet i Mexico.
Det er motivet på de første fotos, der er vist offentligt af Tvinds stifter, Mogens Amdi Petersen, i 10 år.
Mogens Amdi Petersen forsvandt fra Danmark, efter at han den 31. august 2006 og fire andre Tvind-folk ved byretten i Ringkøbing var blevet frikendt for skattesvig for 47 mio. kroner og underslæb for 57 mio. i forbindelse Tvind-projekter i lande som Malaysia og Brasilien.
Da anklagemyndigheden efter nogle dages betænkningstid ankede sagen til landsretten, var Amdi Petersen og fire andre tiltalte i sagen forsvundet fra landet.
Jyllands-Posten har flere gange i de forløbne år beskrevet, hvordan afhoppere fra Tvinds Lærergruppe har fortalt, at Amdi Petersen efter flugten fra Danmark havde slået sig ned i Tvinds internationale kursuscenter i Mexico. Her bor han i sin egen hacienda på toppen af bakken, et stykke fra et omfattende bygningsværk, TG Pacifico, på Den Californiske Halvø, 150 kilometer fra grænsen mellem USA og Mexico.
De aktuelle billeder er taget den 23. juli i år af DR3 i forbindelse med produktionen af en dokumentarserie, Find Amdi, som bringes på kanalen i aften.
Dansk politi anmodede for to år siden de mexicanske myndigheder om at anholde Amdi Petersen og udlevere ham til Danmark.
Men Jyllands-Posten kunne i dag fortælle, at de mexicanske myndigheder har afvist at udlevere Amdi Petersen til Danmark.
Begrundelsen fra mexicanerne er, siger statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, at man ifølge mexicansk lov ikke kan udlevere en person til et andet land, når vedkommende er frifundet ved den første retsinstans, i dette tilfælde byretten i Ringkøbing.
Ifølge tidligere medlemmer af Tvinds Lærergruppe leder Amdi Petersen flere af møderne på det internationale kursuscenter i Mexico.
Efter i flere år at have måttet holde sig på området ved TG Pacifico inden for pigtråden og porten med den bevæbnede vagt, betyder de mexicanske myndigheders afvisning af at ville udlevere Amdi Petersen, at han nu også kan bevæge sig uden for området. Så længe, han holder sig inden for Mexicos grænser, kan dansk politi ikke røre ham.
Justitsminister Søren Pind, der gerne havde set en ankesag blive gennemført, tager til efterretning, at de mexicanske myndigheder ikke vil udlevere Amdi Petersen.
Men justitsministeren understreger, af den internationale efterlysning af Amdi Petersen via Interpol stadig står ved magt, og at de danske myndigheder vil søge at få andre lande til at pågribe Tvind-lederen, hvis han skulle finde på at rejse uden for mexicansk territorium.
Tvind har fascineret danskerne i årtier. Vi har samlet vores bedste artikler om Tvind og Amdi Petersen. Læs blandt andet om Steen Thomsen, der gav sin gård, alle sine penge og 21 år af sit liv til Tvind. Læs om, da Jyllands-Posten opsporede Amdi efter 22 år, og se videoen af Tvinds palads ved Stillehavet. Eller læs afhopperens beretning om luksuslivet på Amdi Petersens tilflugtssted i Mexico: