Jyllands-Postens korrespondent i Tyrkiet: Stadig uklarhed om, hvem der har beordret kuppet
Der er angiveligt taget gidsler på militærets hovedkontor i Ankara. Samtidig hersker der tvivl om, hvem der har beordret militærkuppet i Tyrkiet.
Tyrkisk militær hævder at have taget magten i Tyrkiet, men det er endnu uklart, hvor stor en del af militæret, der bakker op om kupforsøget, skriver Reuters.
Jyllands-Postens korrespondent i Istanbul Gunnar Willum fortæller, at der på nuværende tidspunkt er forholdsvis tomt og roligt i Istanbuls gader, men at der stadig hersker en del uklarheder blandt befolkningen. Bl.a. ved man endnu ikke, hvem der har beordret kuppet.
Tyrkiske medier rapporterer, at der angiveligt er taget gidsler i militærets hovedkontor i Ankara. Indtil for kort tid siden havde præsident Erdogan ikke givet lyd fra sig, hvilket skabte rygter om, hvorvidt han også var blevet taget til fange, fortæller Gunnar Willum.
Men nu har Erdogan over telefon til CNN Türk meddelt, at det er et mindretal inden for militæret, der står bag kupforsøget, men at regeringen stadig har magten i landet.
Indtil videre er politiet blevet indkaldt, fordi det traditionelt set har været tættere på Erdogans styre, forklarer Gunnar Willum, mens forholdet til militæret har været mere anstrengt.
»Militæret i Tyrkiet har traditionelt været en utrolig magtfuld spiller. Men siden Erdogan er kommet til, er det faktisk lykkedes ham at sikre sig meget magt. Han har bl.a. sat en del generaler i fængsel. De sidste to år har man følt, at han har fået et bedre forhold til militæret og er kommet tættere på dem,« siger Gunnar Willum.
Han fortæller, at Erdogan lader til at have overtaget en del af militærets hårde nationalistiske linje mod kurderne.
Til gengæld har Erdogans valg om at støtte særlige islamistiske grupper i Syrien været upopulært blandt sekulære grupper og blandt militæret, der opfatter sig selv som en sekulær gruppe.
Det store spørgsmål er nu, om hæren går ud og støtter kuppet, fortæller Gunnar Willum, mens de første kampfly, han har hørt fredag aften, flyver ind over Istanbul mod Bosporusbroen, der adskiller Europa og Lilleasien fra hinanden.
»Det er klart en magtdemonstration fra militærets side. Det vil gerne vise, hvad det er i stand til,« siger han.
Gunnar Willum forklarer desuden, at informationerne lige nu går fra mund til mund, for bl.a. Facebook er blevet spærret, men han har talt med et vidne, der har sat kampvogne i gaderne, ligesom broer i Istanbul er lukket ned.